"Det at blive forstået og spejlet er en vigtig del af at komme ud af den ensomhed, som vi ofte bærer på".

Tine Jeilsø, tovholder for Kvindetræf i København

Kvindetræf i København flytter til Hellerup

Kvindetræf i København har vokseværk og flytter fra august 2022 sit faste mødested til Frivilligcenter Gentofte i Hellerup på tirsdage kl. 17-19 i ulige uger. Kvindetræf er et anonymt, åbent og uforpligtende tilbud til kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

Kvistens kvindetræf er et tilbud, hvor kvinderne kan møde ligesindede i et trygt og åbent rum, og hvor der ikke er adgang for mænd. 

Kvindetræffet i København starter efter sommerferien tirsdag 16. august 2022 kl. 17.00 – 19.00.

Åbent, anonymt og uforpligtende

Kvistens kvindetræf er et åbent, anonymt og uforpligtende tilbud uden krav om tilmelding. Tovholdere er Tine Jeilsø, der er frivillig i Kvistens Taskforce, og som selv har oplevet senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og Katja Braga, som er psykoterapeut og frivillig i Kvisten.

Tine Jeilsø fortæller:

– Jeg glæder mig til at facilitere et trygt rum, hvor kvinder, der har været udsat for seksuelt misbrug, kan møde andre med samme baggrund. Det at blive forstået og spejlet er en vigtig del af at komme ud af den ensomhed, vi ofte bærer på. At kunne stå ved sig selv og tage ansvar for sin egen heling af de oplevelser, man har med sig, ser jeg som et vigtigt skridt på vejen til et godt voksenliv. Netop derfor er Kvistens arbejde så vigtigt.

Kvindetræf mens du venter

Katja Braga understreger, at kvindetræffet ikke må forveksles med terapi:

– Kvisten har desværre ventetid for kvinder til at komme i behandling. Derfor kan kvindetræffet være en god mulighed for at få støtte fra ligesindede, mens man venter. Man kan også bruge kvindetræffet til at blive afklaret, ved at lytte til andres erfaringer, om man ønsker at gå i behandling. Eller det kan være, at man bare har behov for et netværk, hvor deltagerne forstår, hvad det vil sige at leve med senfølger efter seksuelle overgreb.

Tid og sted

OBS: NY ADRESSE OG TID FRA 16. AUGUST 2022:

Tid: Tirsdage i ulige uger kl. 17.00 – 19.00 

Sted: Frivilligcenter Gentofte, Hellerupvej 24, 2900 Hellerup.

kvindetræf postkort