"Det kan være svært og grænseoverskridende for de ramte at række ud efter hjælp. Derfor er det vigtigt for os at kunne imødekomme så mange som muligt"

Peter Jørgensen, frivilligkoordinator i Kvisten for Region Hovedstaden og Region Sjælland

Styrket frivillig indsats over for seksuelt misbrugte i Hovedstaden med donation fra TrygFonden

Med en donation på 900.000 kr. fra TrygFonden vil Kvisten rekruttere flere frivillige i Hovedstadsregionen og styrke indsatsen for at hjælpe voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

Målet med den nye frivilligindsats er både at nedbringe ventelisten i Hovedstadsregionen, så flere kan komme i behandling, og samtidig at udbrede kendskabet til Kvistens behandlingstilbud, så endnu flere med traumer efter seksuelle overgreb i opvæksten kan få et bedre fodfæste i livet.

Stort behov for hjælp

– Behovet for hjælp er stort, og derfor har vi brug for endnu flere frivillige. Vi er derfor utrolig taknemmelige for TrygFondens donation, der gør det muligt at implementere Kvistens Frivilligstrategi, så vi kan blive endnu flere terapeuter og udbrede kendskabet til vores tilbud, så endnu flere kan få hjælp. Det kan være svært og grænseoverskridende for de ramte at række ud efter hjælp. Derfor er det vigtigt for os at kunne imødekomme så mange som muligt, siger Peter Jørgensen, frivilligkoordinator i Kvisten, Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Lokaler i København

Kvisten har i februar etableret sig med lokaler i Lygten 2, 2400 København NV, så de frivillige og brugerne i hovedstadsregionen får endnu bedre rammer om både terapien og det faglige netværk. Hovedkontoret ligger i Bjerringbro, og Kvisten er et landsdækkende tilbud, pt. aktiv i 46 kommuner landet over, heraf otte i Region Hovedstaden.

Fakta om Kvisten i Region Hovedstaden

Frivillige behandlere: Ved årsskiftet havde Kvisten 9 frivillige terapeuter i Region Hovedstaden. Målet er som minimum at rekruttere yderligere 10. Kvistens behandlere har alle en godkendt uddannelse som psykoterapeut eller psykolog med specialisering i psykoterapi, og de har erfaring i at arbejde med traumer efter seksuelle overgreb.

Frivillige i Kvistens Taskforce: Ved årsskiftet var der to medlemmer af Taskforce, som består af tidligere brugere af Kvistens tilbud. Målet er rekruttere yderligere tre frivillige i hovedstadsregionen.

Kvistens Taskforce står for en vigtig opsporings- og formidlingsindsats over for målgruppen af voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, som er sket inden det fyldte 18. år. 

Du er altid velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.