Gruppeterapi
- Første gang jeg sad i gruppeterapi, brød jeg fuldstændig sammen. Det føltes så surrealistisk at høre andre sætteord på dét, jeg havde følt mig helt alene med. Jeg kan huske, hvor rørt jeg blev over, at der sad nogle, der ville lytte til mig (Gruppedeltager 45 år, Hillerød)Gruppeterapi giver dig mulighed for at møde andre, der ved og forstår, hvad du gennemgår. I et forløb med psykoterapi i en gruppe modtager du terapi med andre, som har oplevet seksuelle overgreb. Det at kunne spejle sig i andre virker ofte som en stor lettelse, når du har gået meget alene med vanskelige tanker og følelser. Man kan få adgang til fortrængte minder og oplevelser, fordi kroppen genkender sig selv i de historier, de andre fortæller. Kroppen kan automatisk gå i en overlevelsesproces, hvor den lukker ned. I en gruppeterapi bliver man helt naturligt smittet med modet fra de andre deltagere, og derfor sker der noget helt særligt i en gruppesession. Skam, overrationalisering og fortrængning, som har holdt minderne på afstand, fordufter, og skubber bearbejdningsprocessen i gang.
Køn er adskilt i grupperne
Kvisten tilbyder både grupper for kvinder og mænd. For at kunne arbejde målrettet med kønsspecifikke senfølger efter seksuelt misbrug, foregår terapien kønsopdelt. Dog udfyldes terapeutrollen uden hensyn til terapeutens køn. Gruppeterapeuterne følger Kvistens gruppemodel. Modellen er udviklet til grupper for mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, og den er beskrevet i Lone og Jette Lyagers bog ’At bestige bjerge’. Hver session indeholder 20 minutters 'egen terapi' med én af de to behandlere. Mens hvert enkelt gruppemedlem deltager i terapi, lytter de andre og stiller kun spørgsmål eller giver feedback, hivs der gives tilladelse. Gruppeterapien kan også tage udgangspunkt i et emne med relevans for deltagerne - det kan være seksualitet eller familiemønstre.Det kan være hårdt at gå i terapi og at skulle arbejde med sig selv på den måde. Du er hverken den første eller sidste til at starte i, eller at overveje at starte i gruppeterapi.
– Mit bedste råd til andre i terapi er at hænge i. Tillad dig selv at nå ned med flaget og kom op igen. Terapi er hårdt og nogle dage kræver det alt, du har at give. Og vær åben. Det var utroligt grænseoverskridende for mig at dele med min familie og arbejdsgiver, men også en stor befrielse, siger Rasmus, gruppedeltager. Læs mere i artiklen Jeg håber, at min historie kan få andre til at søge hjælp længe før, jeg selv gjorde
Lavpraktisk information
- Grupperne sættes sammen af 5-6 deltagere med to terapeuter
- Grupperne mødes hver 14. dag og hver session tager 3,5 time
- Grupperne er med løbende optag, hvilket betyder, at når et gruppemedlem stopper, kan der optages et nyt i gruppen
- Man skal visiteres for at kunne optages i en gruppe
- Ventetiden varierer alt efter geografi, så kontakt os gerne for at høre mere
Ventelistepleje
At stå på en venteliste kan være en pinsel. Uvisheden kan fylde. Tankerne stå i kø. Hvornår bliver det min tur? Hvornår får jeg hjælp? Vi kan ikke garantere, hvornår du kommer for. Vi kan ikke love, hvornår det bliver din tur. Når vi matcher dig med en gruppe, forsøger vi efter bedste evne også at matche på geografi og dine eventuelle ønsker, så vi håber, at vi rammer et match første gang.
Kvistens terapeuter yder alle et frivilligt bidrag og tilbyder individuelle og gruppebaserede terapiforløb, der slutter, når de er færdige. Hverken før eller senere. Og når der er en ledig plads, får du den tilbudt hurtigst muligt.
Imens du venter
Efter ca. et års tid på venteliste til vores tilbud, rækker vi ud til dig og tjekker ind. Vi kalder det ventelistepleje. Vi ringer for at besvare de spørgsmål, du må sidde med, for at høre, om der er noget i din (livs)situation, der har ændret sig, og for at høre, om du er opmærksom på muligheden for at komme i Træf og benytte Telefonrådgivning. Vi ringer for at gøre opmærksom på, at du er i vores bevidsthed. Vi ville ønske, vi kunne give dig en plads med det samme.
Du er ikke glemt.
Det er vores formål med ventelistepleje.
Kontakt os
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål til Kvistens tilbud, er vores telefon 88 44 81 41 åben fra mandag til torsdag i tidsrummet kl. 10-14
Tavshedspligt
Kvistens terapeuter har tavshedspligt og er derudover også underlagt underretningspligt og afværgepligt