Kvindetræf er et nyt, åbent og uforpligtende tilbud i Herning til midt- og vestjyske kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.
Kvistens kvindetræf er et tilbud, hvor kvinderne kan møde ligesindede i et trygt og åbent rum, og hvor der ikke er adgang for mænd. Det nye tilbud bygger videre på gode erfaringer fra Kvistens første kvindetræf, der startede i Nørresundby i juni 2021. Kvisten har i januar åbnet kvindetræf i Køge og træf for mænd i Lyngby, Aarhus og online gennem de seneste to år.
Kvindetræf i Herning starter tirsdag 22. februar 2022 kl. 16.30-18.30.
Åbent, anonymt og uforpligtende
Kvistens kvindetræf er et åbent, anonymt og uforpligtende tilbud uden krav om tilmelding. Tovholdere er Chenette Schou Tideman, der er frivillig i Kvisten, og som selv har oplevet senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og Lone Kjærulf, som er psykoterapeut og frivillig i Kvisten.
Chenette Schou Tideman, fortæller:
– Det har stor betydning for mig at være tovholder for kvindetræffet i Herning. Da jeg selv stod frem og mødte verdenen med min historie om seksuelle overgreb, var det vigtigt for mig at blive mødt med forståelse, accept og rummelighed. Det at møde ligesindede kan gøre forskellen fra at gå med det alene til at få den hjælp, man har behov for. Til kvindetræffet er ingen tanker forkerte, og du har muligheden for at være dig med alt, hvad det indebærer. Jeg håber, at fællesskabet vil gøre en forskel og hjælpe den enkelte ud af tavsheden og ensomheden.
Kvindetræf mens du venter
Lone Kjærulf understreger, at kvindetræffet ikke må forveksles med terapi:
– Kvisten har desværre ventetid for kvinder til at komme i behandling. Derfor kan kvindetræffet være en god mulighed for at få støtte fra ligesindede, mens man venter. Man kan også bruge kvindetræffet til at blive afklaret, ved at lytte til andres erfaringer, om man ønsker at gå i behandling. Eller det kan være, at man bare har behov for et netværk, hvor deltagerne forstår, hvad det vil sige at leve med senfølger efter seksuelle overgreb.