Taskforceoplæg
Kvistens Taskforce spreder viden og afliver myter om seksuelle overgreb
Kvistens Taskforce består af frivillige tidligere brugere – både mænd og kvinder – fra hele landet. De spiller en vigtig rolle i opsporing og information om muligheder for at få hjælp til voksne, der har oplevet seksuelle overgreb, inden de fyldte 18 år.
Book os til et oplæg om senfølger
Kvistens Taskforce holder oplæg over hele landet for fagfolk, der ønsker at blive klædt på til arbejdet med målgruppen i deres arbejde. Taskforcen består af tidligere brugere i Kvisten, mænd og kvinder, der deler deres erfaringer.
Kvistens Taskforce deler ærligt og uden filter deres erfaringer som senfølgeramte efter seksuelt misbrug i opvæksten. Du kan opleve dem til et af vores åbne oplæg eller du kan booke dem til at holde oplæg på din arbejdsplads. Oplæggene har fokus på at nedbryde tabu om seksuelle overgreb, fremme en god dialog og klæde jer på til at arbejde (bedre) med målgruppen.
Du vil græde, du vil grine – og du vil gå derfra med håb og viden, som du kan bruge, hvis du selv har oplevet seksuelt misbrug i din barndom, er pårørende til én, der har, eller møder borgere med senfølger efter seksuelle overgreb.
”Vi fik et fantastisk godt og ærligt indlæg, hvor kollegaerne sad klinet til deres sæder gennem hele forløbet. Det er meget anbefalelsesværdigt for alle, der arbejder med sager inden for området. Det var et meget tankevækkende indlæg, som gav et rigtigt godt indblik i de konsekvenser overgreb har. Det var et indlæg om mange traumatiske oplevelser, men også et indlæg med humor og med håb.” René Nicolai Jensen, Politikommissær/sektionsleder v. Københavns Politi
Opspore, sprede viden og aflive myter
Kvistens Taskforce blev stiftet i 2014 som del af et særligt projekt rettet mod behandling af mænd. Med en koncentreret indsats rettet mod aftabuisering af senfølger efter seksuelle overgreb hos mænd steg andel af henvendelserne fra mænd fra fem procent til 33 procent.
Siden da er også kvinderne trådt ind, og sammen har de gennem Taskforcen været et vigtigt led i at opspore og anspore til behandling, aftabuisere senfølger efter seksuelle overgreb og gøre op imod forstokkede myter, skam- og skyldfølelser.
I Taskforcen fortolker de deres egne erfaringer i et brugerperspektiv, og kommer hele vejen rundt om hemmeligholdelsen, senfølgerne og den lange seje kamp for bedring med behandling igennem gratis oplæg ud fra devisen: det er hemmeligheden, vi bliver syge af!
De fire initiativtagere til Kvistens Taskforce er Kurt Kyed, Niels Thomassen, Lars Schjøtler og Kim Hvidberg.
Kontakt os
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål til Kvistens tilbud, er vores telefon 88 44 81 41 åben fra mandag til torsdag i tidsrummet kl. 10-14
Ønsker du et oplæg?
Ønsker du et oplæg med Kvistens Taskforce på din arbejdsplads eller i det lokale frivilligcenter, sundhedshus, værested, loge, bibliotek eller lignende, er du velkommen til at kontakte os for at høre nærmere.
Jesper Brandt er koordinator for Taskforcen og han kan kontaktes på:
Telefon: 54 55 25 57 – eller send en besked på jesper@kvistene.dk
Kommende oplæg
Offentlige oplæg 2024
21. oktober 2024 kl. 17.00-19.00
Sløjfen i Hadsten – Evald Tangs Alle 45, 8370 Hadsten
Åbent for alle og kræver ingen tilmelding
13. november 2024 kl. 17.00-19.00
Frivilligcenter Thy – Nytorv 8, 7700 Thisted
Kontakt Jesper Brandt på tlf. 54 55 25 57, hvis du har spørgsmål til vores offentlige oplæg
Feedback på oplæg med Taskforce
Har du været til et oplæg med eller har I haft besøg af Kvistens Taskforce på din arbejdsplads? Så vil vi være meget taknemmelige for at få din feedback på din oplevelse. Klik her og udfyld et lille spørgeskema eller scan nedenstående QR kode – det tager kun 5 minutter
: