Pårørende rådgivning
Rådgivende samtaler til pårørende
Er du pårørende til en, som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen? Så kan du også selv have behov for at tale om de følelser og tanker, som det vækker i dig.Pårørende til personer udsat for seksuelle overgreb
Det kan være svært som pårørende at rumme, at ens nære har været udsat for seksuelle overgreb, og det kan også være svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe ham eller hende og samtidig passe på sig selv. Mange pårørende går med en masse tanker selv, som kan være svære at dele med andre – i Kvisten lytter og rådgiver vi netop i sådanne situationer.Pårørende, du er en vigtig ressource
Når mennesker udsættes for seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen, så vil følgerne af oplevelserne ofte vise sig senere i livet som både psykiske, fysiske og/eller sociale problemer. Senfølgerne kan for nogle gøre, at det er svært for dem at indgå i nære relationer og have mennesker tæt på, hvad end det er fysisk eller psykisk.
Der er ikke to oplevelser af overgreb, der er ens, og der er heller ikke to reaktionsmønstre, der er ens – hverken hos den krænkede eller hos de pårørende. Særligt fordi det er de færreste pårørende, der har stået i situationen før og kan trække på erfaringer.
Men, hvordan kan man så vide, hvad der er det rigtige at gøre? Hvad har den anden brug for, og hvad har man selv brug for?
Som pårørende til en der har oplevet seksuelle overgreb, kan du få rådgivende samtaler om f.eks.:
- Hvordan du kan hjælpe, men samtidig passe på dig selv.
- Hvordan jeres relation påvirkes af senfølger – dig og din nære ven, familiemedlem, kollega.
- Reaktioner, bekymringer og tanker om din egen rolle i bearbejdningen af senfølger.
Kontakt os
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål til Kvistens tilbud, er vores telefon 88 44 81 41 åben fra mandag til torsdag i tidsrummet kl. 10-14
Er du pårørende og har du brug for rådgivning?
- Rådgivende samtaler (ikke psykoterapi)
- Op til 5 samtaler á 45 minutter
- Samtalerne foregår på telefon eller online