Poul Due Jensens Fond, ejer af Grundfos-koncernen, donerer i alt tre mio. kr. til Kvisten i 2022-2023.
Alletiders julegave til Kvisten! Tirsdag 14. december 2021 fik Kvisten en af den slags beskeder, som får armene til at ryge så langt op over hovedet, at de nærmest svæver rundt deroppe endnu! Bare rolig, vi skal nok få trukket arbejdshandskerne på igen 😉
Baseret på tillid
Poul Due Jensens Fond, ejer af Grundfos-koncernen, donerer i alt tre mio. kr. til Kvisten i 2022-2023. Det sker i form af en såkaldt ’tillidsbaseret donation’, som er et nyt tiltag i den Bjerringbro-baserede fond. Kvisten har fået den ære at være den første modtager af en tillidsbaseret donation. Det er vi både ydmyge overfor og utroligt stolte af!
Fokuserer tid og kræfter
Poul Due Jensens Fond stiller ikke krav til, at der skal udvikles et specifikt projekt for donationen. Kvisten slipper på den måde for et omfattende arbejde med løbende statusbeskrivelser og afrapportering, som normalt følger med fondsmidler, næsten uanset beløbets størrelse. Projektadministration er på den måde en stor opgave for organisationer som Kvisten, og den giver sjældent direkte værdi for den målgruppe, som en donation egentlig var tiltænkt.
– Vi er utroligt glade for den tillid og anerkendelse, som vi får med denne form for donation fra Poul Due Jensens Fond. Den betyder, at vi kan fokusere vores tid og kræfter på kerneopgaven, der handler om at opspore og tilbyde psykoterapeutisk behandling til endnu flere voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Det er der et meget stort behov for efter, at ventelisten til behandling er vokset efter corona-nedlukninger sidste vinter og forår, fortæller Kvistens direktør, Lisbeth Høstgaard Møller.
– Midlerne giver os mulighed for at forfølge vores strategiske mål om at udvikle organisationen og vores netværk af frivillige. Donationen er på den måde med til at give os uvurderlig arbejdsro til at løfte den indsats, som vi er sat i verden for.
Kort sagt giver donationen Kvisten mulighed for:
- Give hjælp til flere og få ventelisten bragt ned i et mere naturligt leje.
- Udvikle organisationens ‘bæredygtighed’ mht. opgaver og ressourcer
- Koncentrere kræfterne om kerneopgaven